The Citizen v. 2.1

Afpresning, beskyttelsespenge, etc.:

[...]

Her nåede man frem til, at kommunen sammen med politiet og de erhvervsdrivende vil:

• Afdække hvor stort problemet er gennem anonyme spørgeskemaundersøgelser
• Kontakte de unge grupperinger for at oplyse dem om, at sådanne metoder er uacceptable og strafbare
• Informere borgere og erhvervsdrivende om, hvordan de skal forholde sig, hvis de har oplysninger om pengeafpresning eller selv været udsat for det.
• Understøtte etableringen af borger/erhvervsnetværk med henblik på at danne fælles front mod afpresning

Jeg er sikker på, at den 2. pind vil få de her bandemedlemmer til at ligge søvnløse om natten, hvorefter de vil bryde sammen og lade være. “Åh nej, vi har gjort noget, der er uacceptabelt og strafbart, pis. Hvordan kunne vi vide det?”

Men er det mafiametoder eller er det guderne-må-vide-hvad metoder? Det var i hvert fald påfaldende, hvor hurtigt indvandrere/2.G’ere/3.G’ere blev skrevet ud af historien fra Vollsmose og bare blev til “unge”. Og ret bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt BTs “indvandrerbander” vedrørende afpresningen bare blev til “bander”, eventuelt med den tilføjelse, at de kommer fra Blågårds Plads eller Mjølnerparken, hvorefter enhver jo kan tænke sit.

Men prønuliåhørhær: For det første ved alle og enhver idiot, at “grænsesøgende unge i Vollsmose” eller hvad dagens eufemisme nu er, er indvandrere/2.G’ere/3.G’ere. Så man narrer altså ingen ved ikke at kalde en spade for en spade.

Derudover så kommer vi aldrig nærmere en løsning, hvis ikke vi kan kalde en spade for en spade. Hvis problemet kan isoleres til et udvalg af ungperlerne i et givet område, så er ingen tjent med, at vi bare lader som om, at det er “de unge”. Ikke dermed sagt at kastration med efterfølgende repatriering så er svaret – men der er en fanden til forskel på, om man vil adressere en specifik (etnisk) gruppes problemer og kriminelle opførsel, eller om man laver en gang gøgl for alle unge i hele København/Odense/Aarhus.

Desuden er der jo aldrig nogen, der har haft problemer eller moralske kvababbelser ved at kalde HA, bandidos og AK81 for rockere – de er aldrig blevet omtalt som “motorcyklister”?

Israel: En krig med Iran vil tage en måned. Og koste omkring 500 israelere livet.

Yeah right; og tro på det.

Når det meste af Mellemøsten står i flammer, USA også er blevet rodet ind i sådan en krig og benzinen banker over de 25 kroner/liter, så lad venligst være med at komme og sige: Ingen kunne have vidst/forestillet sig at …

Sååøøh.

For at undgå sager fremover, hvor politiet af en eller anden grund ikke kan finde ud af, hvem der var på arbejde hvor på en given dag, så overvejer man nu at indføre en slags kodesystem synligt på betjentenes uniform.

Det er denne løsning, som Justitsministeriet ifølge Jyllands-Posten arbejder med, så klagesager ikke længere må krølles sammen, fordi betjente ikke kan identificeres.

Så langt så godt. Det er åbenbart ved at blive lidt småpinligt selv for politiet, at politiet nærmest systematisk ikke kan efterforske klagesager mod politiet, fordi ingen åbenbart kan finde ud af at læse en vagtplan og stille et par opklarende spørgsmål.

Bortset fra, at det system, man nu foreslår, dels er pløkumuligt for almindelige mennesker at huske, hvis de skal klage over noget (det var ham med gul, grøn, to, blå, lyslilla, fem …?) dels fordi …. tadaaa!!! … det er bygget ind i systemet, at man netop IKKE skal kunne identificere den enkelte betjent, men kun dennes funktion:

Idéen med farvekode og tal er tilsyneladende fostret hos rigspolitichefen. Her ønsker man tilsyneladende at undgå, at hver betjent umiddelbart kan identificeres med et tal, sådan som det er tilfældet i Norge.

Og hvad hjælper det hele så? En ikke-entydig identifikation giver jo ingen mening. Så ender vi jo bare med, at “det var ifølge vidneforklaringer formentlig en politiassistent, der er blevet klaget over, men da der den pågældende dag var 2755 PA på vagt i hele Danmark, er det ikke muligt for Statsadvokaten at fastslå, hvilken af disse PA, der er tale om.”

Fordi ledelsen er så dygtig til at reducere omkostningerne, så må man formode, at den over en bred kam stiger cirka 10-20 procent i løn.

Andet manglede da også bare.

Få penge i de lokale lønforhandlinger

Afghanere demonstrerer imod Taleban, fordi Taleban undlod at fjerne koranerne fra en skole, inden de brændte den af. Skide være med skolen, men at brænde koraner: No go.

Fra afdelingen for you can’t make this shit up.

(Medmindre det altså er made up, jeg har ingen anelse om kildens troværdighed. Men mon ikke den er god nok?)

(HT: Urias-Kim)

Helt præcist 293 amerikanere i årene 2000-2010.

The War on Furniture! Get it on …

Idioti, kalder Kai Vittrup det, når Statsadvokaten siger, at man ikke kan finde frem til betjentene, der foretog en anholdelse, hvor de anholdte har klaget.

Det er vel ikke ligefrem raketvidenskab, at selvfølgelig er det idioti. Enten er Statsadvokaten et skvat, der er bange for at slå i bordet over for politiet og give dem besked på at tage sig sammen og udlevere de rette oplysninger, eller også lyver hun.

Meget længere er den altså ikke. Men rart at se, at Vittrup siger det højt; hans baggrund er lidt svær at angribe.

Hvis det ligner en and, siger som en and og går som en and … så er det nok en and.

Statsadvokaten opgiver at finde betjente bag COP15-brøler

’nuff said.

(Update: Heh … The next episode of Lost)

Med Annans kasten håndkædet i ringen, så er det vel nærmest officielt: Syrien er FUBAR.

Tilbage er:

1. Åbent gøre et eller andet på trods af, at man aldrig, aldrig får et FN-mandat til at gøre det, medmindre Assad begynder at voldtage døende babyer for åben skærm.
2. Gøre et eller andet fordækt … med den indbyggede risiko for, at der lige pludselig dukker nogle særdeles ubelejlige tv-billeder op.
3. Læne sig tilbage og se, hvad der sker. Mens man gør sig alle anstrengelser for at forklare, hvorfor man gjorde noget i Libyen, mens man lader Syrien gå ad helvede til (det er Kinas og Ruslands skyld!).

Chancen/risikoen for mulighed nummer 1 er nok ikke særlig stor lige midt i et amerikansk valgår til Preznit-posten. Mulighed nummer 2 siges at være i gang, det sagde de i hvert fald i nogle nyheder i dag, men …i et valgår er der givetvis grænser for, hvor meget isenkram CIA og andre agencies kan sende den vej.

Tilbage er nummer 3. Og den er bestemt heller ikke uden risiko – ikke at gøre noget er et valg, og valg har altid konsekvenser.

Dødstrusler, hærværk etc. i en faglig konflikt – og da sandelig i det hele taget – er totalt uacceptabelt.

Ingen tvivl om det.

På den anden side så undrer jeg mig alligevel lidt over, at Poul Erik Skov Christensen fisker efter sympati af en slags, efter han har modtaget trusler om brandbomber mod sit eget hus. Det kræver i hvert fald et sæt ordentlige nosser, alt taget i betragtning.

For hvordan var det nu lige det var, da restauratøren fra Vejlegaarden modtog ni breve med dødstrusler, det sidste indeholdende en skarp 9mm patron? Der mindes jeg ikke megen sympati med Amin fra PESCs side, nærmest tværtimod.

Og dette indlæg handler IKKE om Vejlegaarden og konflikten i det hele taget, bare om PESCs personlige kvaliteter, eller  mangel på samme.